Natlinser/Ortho-K

Sov din nærsynethed væk

Ortho betyder, frit oversat, ”helt normalt”.

Man sover sin nærsynethed væk med en ortho-k natlinse. Efter en hel nats søvn tages natlinsen ud. Man kan så se uden linser eller briller resten af dagen. Filosofien bag ortho-k linser er ikke ny. For over 40 år siden, så man ideen i denne teknik. det er dog først i de seneste år, hvor der er kommet nye linsematerialer på markedet, at teknikken er videreudviklet.

Man bruger en hård iltgennemtrængelig linse, som er udformet med specielle kurver på indersiden. Dette specielle kurveforløb gør, at der mens man sover, skabes et lille undertryk mellem linse og hornhinde. Dette ændrer faconen på hornhinden. Ændringen får hornhinden til at virke som et minusglas og derved kan man se klart, når linsen tages af om morgenen.
Denne type natlinser henvender sig til de nærsynede med styrker indtil -5,0. Linserne forventes at holde i ca. 1 år.

Som noget helt nyt kan man nu få bløde linser med kontrol mod hastig stigning i nærsynethed, kaldet myopikontrol.